Vi lever i et diagnosesamfund samt et udfordret skolesystem (dr-domkumentaren om de hjemmegående børn) hvor trivsel bliver et vidensobjekt, fx gennem: spørgeskemaer, trivselsmålinger og en digital håndtering af menneskelige følelser, som nærmest går forud for personlig håndtering. Elever begynder at forstå sig gennem dette og mistrivsel bliver noget eleven individuelt skal arbejde med frem for strukturelle forhold (tests, pres, præstation) som træder i baggrunden